Solbrændt og forelsket

[Atlas Athanasios]

Rhea Philomena

Solen bragede insisterende ned fra den skyfrie himmel og opvarmede det turkise, gennemsigtige vand, som Atlas stilfærdigt svømmede rundt i. Han havde bevæget sig hen til en af de mere afsidesliggende kanter af stranden, så der var ikke nogle mennesker i nærheden. Han havde lige afsluttet en lang dag i plantagen, som havde forårsaget utallige svedperler og gennemsvedte trøjer, hvilket var årsagen til, at han havde besluttet sig for at tage en dukkert.
Kun iklædte et par gamle fodboldshorts bevægede han sig ned under den blanke, vindstille overflade. Omend vandet selvfølgelig var lunt, havde det også en eventyrlig friskhed over sig. Med åbne øjne dykkede Atlas længere ned i vandet og betragtede koralerne, der eksploderede i et fantastisk virvar af farver og stimerne af fisk, som ivrigt svømmede indimellem hinanden og nød vandets tryghed. Da trangen efter luft langsomt voksede sig større i hans lunger, svømmede han op igennem det blide vand igen, hvorefter han lagde sig tilrette i overfladen, så han harmonisk flød rundt i det turkise vand og stirrede op i himlen, som nærmest smilede til ham. Atlas kunne ikke forhindre, at der kreerede sig to smilehuller på hans solbrændte kinder. Han var så afsindig glad for Idyllen og dets natur. Stedet var sådan en integreret del af ham, så han kunne mærke, hvordan glæden over hans simple hverdag flød igennem ham, og det var sådan, at livets skulle være. Man skulle ikke bekymre sig og stresse igennem det. Man skulle nyde, opleve og suge det til sig. Atlas var dog også beruset af forelskelse, hvilket var en nyopdaget følelse for teenagedrengen, men absolut ikke én, han havde noget imod. Hver gang han så Rhea, blev han varm i maven og ør i hovedet og kunne slet ikke stoppe med at smile. De var også sammen næsten hver aften, men havde endnu ikke kysset. Atlas var en naturlig charmør, men han ville gerne gøre det rigtigt og ikke forhaste det. Hun skulle jo ikke skræmmes væk. 

[Rhea Philomena]

Med malling på hænderne og tøjet, lod Rhea sine bare fødder glide henover den knasende, sommergrønne jordbund, der førte ned til stranden. Omkring hende tårnede de høje, æstetiske træer sig op over hende, og dannede et brusende tag over hendes lille skikkelse. Hun havde brugt det meste af dagen på at male en af de både, som hendes far havde færdiggjort. Den havde været af romantisk mahognitræ, så hun havde tegnet et par rødglødende, bordeaux roser og nogle friske margueritter. Hun havde i sandhed tegnet en lille blomstermark på båden, og det var blevet godt og idyllisk. Deres både solgte også godt, og flere steder i Idyllens havn kunne man få øje på både, der var dækket af maleriske penselstrøg, som efterhånden var Rheas varemærke. Det var også det, som gjorde hende lykkelig. At udtrykke sine følelser i farver og skildringer. Hun var dog blevet øm i armene, så hun havde valgt at søge ned til et nærmest skjult stykke af stranden, som hun havde opdaget på en af sine mange "opdagelsesrejser", hun foretog sig, når hun havde brug for at mærke eventyret strømme igennem hende. Så da hun trådte ud af den majestætiske skov, der nærmest blændede en med flotte, grønne nuancer, kom strandens hvide sandkorn hende straks i møde. Det glitrende vand slog også brusende ind mod kysten i små, blide stød, da der ikke var nok vind til, at der kunne dannes bølger. Det, der dog overraskende hende, var, at der lå et par udtrådte sneakers og en t-shirt i sandet. Hendes årvågne blik søgte derfor nysgerrigt ud i vandet, hvor der rigtig nok lå en skikkelse. Efter at have klemt øjnene ordentligt sammen gik det endelig op for hende, hvem det var. Atlas. Hun kunne genkende hans mørke hår og livlige bevægelser. Det forårsagede dog, at et smil straks plantede sig på hendes rosa læber og sommerfuglene insisterende begyndte at baske med vingerne i hendes mave. 
"Atlas?" Hilste hun prøvende i et fornøjet tonefald.
Hun var kun iklædt shorts og en bikinitop, så det var også lidt genert, at hun stod og klemte om sandet med sine tæer. Hun vidste ikke, om hun skulle svømme ud til ham, eller blive stående. Mest af alt ville hun gerne ud til ham, så de kunne fjolle rundt og grine og snakke. Det var længe siden, at hun havde mødt en, hvor hun følte sig så tryg og veltilpas, som når hun var sammen med Atlas.