|
Post by Atlas Athanasios on Feb 26, 2016 23:48:25 GMT
Himlen var et stort lærred, der blev malet af store, tykke penselstrøg i henholdsvis rød og orange. Det lignede, at hele den farvede himmel skulle til at falde ned i hovedet på menneskene, der levede på Elysium, men i stedet for at bekymre sig om himlens fald, var Atlas taget ned til fodboldbanen med en slidt bold under armen. I dagens sidste, orange skær, ville han gerne spille lidt bold. Han var klædt i et par hvide sports shorts, der var en anelse beskidte, og så havde han en af sine sædvanlige, ærmeløse trøjer på, - og intet på fødderne. Mange synes, at det gjorde ondt at sparke til en hård bold med bare tæer, men for Atlas, så var det den nemmeste mulighed. Han var ikke just den store fan af sko. Han havde også kun to par, og det ene var der store huller i. På banens grønne græs fik han placeret bolden, så den lå et par lange meter væk fra målet. Han rettede på det tørklæde, der var bundet rundt om hans pande, og fungerede som midlertidigt pandebånd. Med en rynke i panden af koncentration tog han tilløb og løb mod bolden. Han hvilede hele sin vægt på sin venstre fod, så han kunne hamre bolden af sted mod målet i en blød bue, så den forhåbentligt ville ryge gennem krydset. Skuddet foregik nogenlunde sådan, hvis man ser bort fra, at det var lidt for lavt. Dog havde det været et godt skud, så med sit evindelige smil, løb han hen og hentede bolden ud af målet. Øvet begyndte han at jonglere. Lade bolden gå fra fod til fod, kontrolleret og smart. Det så ret godt ud, og han havde da også et selvtilfreds smil på læben, men så blandede karma'en sig. Bolden ramte ydersiden af hans venstre fod, og, da han skulle redde den, kom han til at skyde den ud i skovkanten. Han kørte en hånd gennem det mørke, svedige hår. Han orkede ikke at skulle lede efter bolden i buske og alt muligt, men det var vel en nødvendighed, så modvilligt begyndte han at lunte hen til trægrænsen, der adskilte banene og skoven fra hinanden. Det var den eneste ulempe ved banene, - bolden kunne nemt blive væk i underskoven, der var fyldt med små, fordige buske og flotte blomster. Atlas elskede dem, men når hans bold blev camoufleret blandt dem, kunne det godt være en anelse anstrengende, men han lod det ikke gå sig på. Han var trods alt en glad skikkelse.
|
|
Rhea Philomena
Modstandsgruppe
Idyllen 16 år Græsk Bådebygger Ilddanser Modstandsgruppe
Posts: 4
|
Post by Rhea Philomena on May 10, 2016 13:45:59 GMT
Rhea gik igennem den lysegrønne skov, som ikke lod særlig mange af solens efterhånden orange stråler trænge gennem trækronerne. Som sædvanlig, når hun ikke arbejdede med at bygge og male både, var hun taget på eventyr. Idyllen var ikke et særlig stort område, så hun kendte efterhånden hele arealet som sin bukselomme, men der var altid et ekstra vandløb eller et stort, mystisk træ, som hun endnu ikke havde opdaget. Den lune aften havde hun netop fundet et rislende vandløb, hvor vandet havde været krystalklart. Rhea havde helt fået lyst til at bade i vandet, men vandløbet havde været alt for lille til det, så hun havde bare betragtet det med store, fascinerede øjne. Hun var trods alt en eventyrer, der blev fascineret af alverdens små, fantastiske detaljer. Netop nu var hun på vej hjem til familiens lille mahogni hytte, der lå få meter fra kysten, men først skulle hun igennem den del skov og selvfølgelig passerer fodboldbanen. Hendes lange, mørke hår hang løst omkring hendes skuldre, - dog havde hun pyntet det med en enkel, lyserød blomst. Ellers var hun bare klædt i et par korte shorts og en lidt gennemsigtig t-shirt, der dog var dækket af et yndigt, feminint mønster. Omkring hendes brune håndled hang der også utallige mange armbånd. Nogen var støbet i jern og guld, andre var lavet af blomster, mens nogen var små, farverige flettede tråde. På hendes højre arm var der også lidt størknet malling, men det generede hende ikke. Det understregede bare det faktum, at hun var en eventyrlysten kunstner. Hun var næsten nået til fodboldbanen, da en bold blev sparket igennem bladene og endte lige for fødderne af hende. Forskrækket kiggede hun sig omkring, - det var en jævnaldrende dreng, der havde sparket til den. Hurtigt og hjælpsomt tog hun den op i sine kreative hænder og gik ud af skoven. "Her er din bold." Sagde hun i en venlig, lidt genert tone. "Den var lige ved at ramme mig." Så sagde hun ikke så meget mere. Hun rakte bare bolden ud mod drengen, der havde en bandana om håret. Hun havde set ham en del gange på stranden og i Modstandgruppen, som de begge var en del - alle kendte jo stort set hinanden i Idyllen - men hun havde aldrig snakket med ham. Hun snakkede heller ikke så meget med mennesker, da hun var ret genert og til tider havde tankerne andre steder end ved hendes fødder.
|
|
|
Post by Atlas Athanasios on May 27, 2016 22:54:49 GMT
Langsomt, lidt svajende, gik Atlas hen mod de limegrønne blade, hans bold var forsvundet bag. Han elskede virkelig de farver og nuancer, der kom om aftenen. De var både at se på himlen, hvor solen malede det hele orange, men også på jorden, hvor træerne og frugterne fik et anderledes, nok lidt mere eventyrligt skær over sig. Det fik ham automatisk til at smile helt fjollet. Det lød måske chessy, men han elskede bare stedet så forfærdelig meget, at han ikke kunne ligge skjul på sine overvældende følelser. Han var næsten nået helt ud til skovbrynet, da en feminin skikkelse kom ham i forkøbet - med en velkendt bold i hånden. Det var hans bold. "Ej, det må du virkelig undskylde!" Røg det hurtigt ud ad ham, inden han tog bolden over i sine solbrændte hænder. "Det var virkelig ikke min intention. Jeg troede ikke, at der var nogle inde i skoven." Hans talestrøm kom ud i et venligt tonefald, samtidig med at man godt kunne mærke, at han havde dårlig samvittighed. Han var uden tvivl en dreng med manerer, og aldrig i sin vildeste fantasi, ville han kunne finde på at skyde en pige ned med en bold. Derfor var han ikke helt bekvemt med situationen, - heldigvis havde han dog ikke ramt hende. I stedet brugte han stilhedens øjeblik til at kigge ordentligt på hende, og det slog i første omgang luften ud ad ham. Hun var virkelig køn. Der var mange piger i Idyllen, der så søde nok ud, men hende, der stod foran ham .. hun var virkelig smuk. Ikke bare køn, nej smuk. Hvis han havde set hende før - på stranden eller andetssteds - ville han uden tvivl have opsøgt hende, så han kunne ikke forstå, at han ikke kendte hende. Som regel kendte han alles ansigter. "Vi har ikke mødtes før, vel?" Spurgte han med et drenget smil. "Ellers ville jeg have husket dit kønne ansigt." Komplimenterede han, charmerende. En smule akavet kørte han en hånd gennem sit rodede, fedtede hår. Han følte sig utrolig grim, som han stod overfor den mørk hårede pige, som ligesom lyste op i tusmørket. Hun mindede vel sagtens om en græsk gudinde. Han stod dog kikset og svedte, hvilket fik ham til at tørrer svedperlerne af sin brune pande, men det var forgæves, der kom bare nogle nye. I stedet skruede han bare op for sit kæmpe, drengede smil, som han vidste, at mange synes var utrolig dejligt at se på. Bare hun også syntes det.
|
|
Rhea Philomena
Modstandsgruppe
Idyllen 16 år Græsk Bådebygger Ilddanser Modstandsgruppe
Posts: 4
|
Post by Rhea Philomena on Jun 8, 2016 15:46:39 GMT
Det var med graciøse hænder, at Rhea fjernede noget af sit hår fra sin pande. Det havde en tendens til at flyve ind foran hendes øjne, hvis hun ikke kørte det om bag øret. Hun gik nemlig aldrig med hestehale. Hun syntes, at det var at begrænse sig selv alt for meget, sådan at gå med en elastik om håret. Det var hun virkelig imod, hvilket var grunden til, at hun altid gik med håret løst. Det gjorde tit, at hun fik maling i håret, når hun dekorerede sin fars både, men det kunne hun snildt vaske ud. Hun skulle bare hoppe i vandet, hvilket aldrig holdt hende tilbage. At flyde rundt i Idyllens krystalklare vand var noget af det bedste, hun vidste. "Det gør slet ikke noget." Forsikrede hun ham med et forsigtigt, genert smil. "Bare rolig. Det er jo ikke fordi, at du kan se igennem det tætte løv." Nu hvor han havde taget bolden ud ad hendes hænder, fandt de automatisk op til hendes mange armbånd, der hang om hendes tynde arm. Alverdens snore, blade og perler, som hun havde for vane at pille ved, når hun var en kende usikker. Hun kunne høre i hans toneleje, at han virkelig havde dårlig samvittighed over den flyvende bold, hvilket var ved at give hende dårlig samvittighed, fordi, hun ikke ville have, at han havde det på grund af en dum bold. Det var derfor, at hun holdt sig langt væk fra bolde. Selvfølgelige udover den fact, at hun bare ville snuble. Hun var elegant, når hun løb flyvende gennem skov bunden, men ikke når hun var i radius af en bold. Hun følte sig også en smule klodset, som hun stod overfor drengen, som havde et yderst åbent ansigt. Hun var nemlig ikke særlig åben, selvom hun prøvede. Man skulle først trænge igennem hendes generte skjold. "Joh, i Modstandsgruppen." Svarede hun. En smule pinligt berørt over, at hun kunne huske ham, men han ikke kunne huske hende. Men igen, hun var jo heller ikke den mest iøjenfaldende. "Øh, tak." Kom det akavet. Hun var ikke sikker på, om han .. flirtede med hende? Det var hun nemlig ikke særlig vant til. Som regel udvekslede hun bare et par formelle hilsner med folk på hendes egen alder. Hun følte nemlig aldrig rigtig, at hun var på samme bølgelængde med dem. Alligevel kunne hun ikke lade være med at rødme, hvilket var til hendes egen irritation. Det var bare ikke særlig tit, at folk komplimenterede hende - de komplimenterede mere hendes arbejder eller værker.
|
|