|
Post by Atlas Athanasios on Sept 21, 2015 15:45:59 GMT
Atlas luntede gennem det bløde, varme sand, der førte hen til Den Lille Havn. Det var et af hans yndlings steder. Han elskede hele Idyllen, men Den Lille Havn var bare så hyggelig. Den bestod enkelt af en lille bugt, hvor der var en sti inde ved kanten og en offentlig vandhane. Ellers var der bare to broer, hvor man så kunne tøjre sine små både fast. Det var for det meste fiskerne, der brugte stedet, men Atlas og hans venner kunne godt finde på at hænge ud dernede. Om aftenen var der altid mange mennesker ved volleybanen og bålpladsen, men ikke ved havnen, så ville man have et sted lidt for sig selv - så var det fundet! På bare tæer hoppede han op på en af broerne, der førte ud i vandet. Små fiskekutter eller fine træbåde, der var gået i arv fra familie til familie, lå op af broen, og man kunne hører vandet lette klukken. Han elskede den lyd - af havet. Ligeså elskede han den friske dugt af saltvand og den skinnende sol, der varmede hans sorte hår op og gav hans kinder lidt farve. Han var et udendørs menneske, uden tvivl, og kunne ikke forestille sig hvordan bymenneskene i Hotellet overlevede. Høje bygninger og badelande. Det måtte alligevel være trist, men det var jo også kun pengene, der gjaldt der. Han nåede enden af broen, hvor der lå en lille båd i lysebrunt træ. Den havde kun en lille kahyt, men et dæk, hvor man kunne ligge og kigge op i himlen eller skue udover det turkise vand, der mindede om Paradis. Det var en båd, som han og nogen af hans venner faktisk ejede. Med hjælp fra et par bådemestre havde de formået at lave den på fire år og det var hele arbejdet værd! For nu ledte han dog efter en bestemt person - Irys. Hun var nok oppe i skoven, men han ville alligevel sikre sig, at hun ikke var i båden. "Irys?" Kaldte han på græsk. "Regnbuegudinde?" Grinede han. Han sprang over på bådens dæk. Der havde været cirka en meter mellem broen og vandet, så han kunne have risikeret at ryge i vandet, men det var en risici, han ikke tænkte videre over. Røg han i vandet, så kunne han jo bare svømme lidt rundt og tørre igen på dækket. Det var ikke en big deal. Da han og Irys var små havde de også altid skubbet hinanden i vandet oppe fra broerne. Det var minder, der stod tydeligt i hans hukommelse. Aftenerne, hvor solen var bagende orange, mens den blev trukket ned mod horisonten og spredte farve udover himlen - også Hotellets himmel - alt i mens, der stod to små unger og skubbede hinanden grinende i vandet. Idyllen var bare et sted for drømme. Et sted for venskaber.
|
|
|
Post by Irys Kyriakos on Sept 21, 2015 16:29:53 GMT
Irys lå på dækket af den trælavede båd, der var blevet lavet af et par bådmestre og nogen venner. Hun elskede den båd rigtig højt. Den var fyldt op af gode minder og stunder. Det var hele Idyllen, for den sags skyld, men det gjorde ikke båden dårligere. Hun havde sine arme liggende bag sit hoved, mens hun stirrede op i den skyfrie himmel, der udsendte et kraftigt blåt lys. Drejede hun hoved til venstre ville den blå farve dog blive blegere og blegere, fordi himlen nærmede sig solen. Solen, der brændte ned på Elysium. Dem, der befandt sig i Hotellet var nok ved at dø af hede - fanget i en by med osende biler, tusinde af mennesker og intet fristed, ingen natur. Det måtte være kedeligt. Heldigvis befandt hun sig i Idyllen. Hun skulle lige til at fløjte en melodi, da hun hørte en velkendt stemme. Atlas. Absolut en af hendes bedstevenner lige siden, de var helt små. Han havde også støttet hende igennem hendes hårde periode, da hendes mor og bror døde. Han var uden tvivl en person, hun stolte blindt på og virkelig holdt afsindig meget af. At rode i hans svedige, sorte hår til at skubbe ham i vandet en stille aften, eller sparke ham hårdt over benet i fodbold. Han var fantastisk. "Jeg er på dækket, Titan Atlas." Gav hun grinende igen. "Hvorfor opsøger en modbydelig titan en ren gudinde, denne skønne dag?" Spurgte hun, jokende. Hendes mørke hår sad løst den dag, så det faldt ned over hendes skuldre, der var dækket af en hvid t-shirt, der kun gik hende til navlen. Hun elskede korte bluser, specielt i det varme vejr, som det næsten altid var på øen. Nogen gange kom der regn perioder, men ellers var det bare sol og varme. Ellers havde hun et par slidte sports shorts på, der engang havde været hendes brors. Hun følte sig ikke patetisk, fordi, hun gik i dem. Hun følte sig tryg. Som om, han altid var ved hendes side. Det mente hun også, at han var. Han kiggede på hende et eller andet sted fra, det var hun sikker på. Sammen med moren vågede de over hende, sørgede for at hun havde det godt.
|
|
|
Post by Atlas Athanasios on Feb 26, 2016 15:11:29 GMT
Atlas betragtede det fine træ, som båden var lavet af. Han kunne stå i timer og betragte det, for han var virkelig en sjæl, der blev betaget af flotte ting. Det var også derfor, at han altid søgte ned til stranden, når solen skulle til at ramme den dybblå horisont, for så var hele himlen malet i røde, orange og lilla farver, mens den appelsin lignende sol lige så stille lod sig glide ned i havet. Det var en fænomen, som han virkelig elskede at betragte. Nogen gange tog han sig også lige en lille svømmetur imens, for situationen kunne lige så godt udnyttes. "Han savnede hende." Grinte han, da han hørte Irys velkendte stemme. Hurtigt drønnede han om på dækket, hvor hun ganske rigtigt lå og slikkede sol i en kort, lille bluse. De fleste drenge ville nok have savlet over hende, som hun lå dér, men Atlas havde lært at hun bare var en smuk pige, og fordi, at de var bedste venner, kunne han sagtens holde sin savlen inde. "Du ser godt ud." Påpegede han, da han lagde sig ned ved siden af hende, så hans støre, kastanjebrune øjne, kiggede op i den blå himmel. "Som altid, selvfølgelig. Det er sikkert kun derfor, at du er gudinde." Grinte han skævt til hende. Selv havde han bare et par shorts på og en slidt trøje uden ærmer. Det var så utrolig let at være sammen med Irys, selvom, at hun havde gået igennem så meget,- mistet to tætte familiemedlemmer. Atlas havde støttet hende igennem den periode, men alligevel kunne han ikke helt forestille sig hvor meget smerte det måtte volde for et så ungt menneske, og han håbede på, at han aldrig ville finde ud af. Aldrig havde han haft noget tæt forhold til sin far, der var skredet, da han var helt lille, så han hadede ham bare. For at skride, men også for at være den førende forretningsmand i Hotellet, der konstant prøvede at overtage Idyllen med hans små beskidte tricks. Atlas havde aldrig stået ansigt til ansigt med ham, hvilket måske er heldigt nok, for så ville faren blive overøst af en del stødende kommentarer.
|
|
|
Post by Irys Kyriakos on Feb 26, 2016 23:29:31 GMT
Irys kiggede stadig op i den blå himmel. Den dag var den virkelig, virkelig blå, og hun elskede at betragtede de forskellige nuancer af farven, som himlen afslørede. Hun blev betaget af detaljer, det kunne hun ikke komme uden om. Alligevel smilede hun, da hun hørte Atlas næste ord. Han var der bare altid for hende, og det var hun ham evigt taknemlig for. "Hun er også én, man savner." Grinte hun med en blid latter, som hun havde arvet fra sin afdøde mor. "Ej. Hun savnede måske også Atlas." Tilføjede hun. "Men kun lidt." Hun drejede hurtigt sit hoved til højre, så hun kunne betragtede Atlas, som han lagde sig ned ved siden af hende. Det gjorde, at en fornemmelse af tryghed spredte sig i maven på hende. Når han var ved hendes side, så kunne hun godt klare det. Så kunne hun godt komme igennem sin sorg, så kunne hun godt holde sit savn til Wade ud. Apropos Wade, så havde hun ikke fortalt Atlas om ham, fordi .. Atlas var jo medlem af Modstandsgruppen, så hun vidste ikke helt, om han ville flippe ud - det var hun bange for - men samtidig, så var han jo hendes bedste ven. Han ville da støtte hende, ville han ikke? "Du er da fuld af komplimenter idag, dude." Grinte hun igen, da han påpegede at 'hun så godt ud'. Det gjorde han tit, men hun satte pris på, at han ikke var bange for at komplimentere. "Udseendet er overvurderet, Atlas. Nu skal du ikke være så overfladisk, vel?" Jokede hun. Endnu engang lod hun sine øjne finde himlen. Hendes tanker kørte på højtryk. Hun ville så gerne fortælle om Wade, men ville det være klogt? Det var trods alt en ret forbudt romance, som de havde gang i. Himlen fortalt hende dog noget andet, synes hun at se. Den blev lysere i nuancen, der hvor hun kiggede hende, så Atlas ville måske tage det lyst? Var det det, som hendes mor prøvede at fortælle hende? "Du ved.." Begyndte hun. Hun tog chancen. "Du må virkelig ikke sige det her til nogen, og du må heller ikke blive sur." Bedte hun ham om, og man kunne hører inderligheden i hendes lyse stemme. "Jeg har sådan, ja, forelsket mig i én fra Hotellet." Så var det sagt. "Og han kan også godt lide mig. Han er ikke den typiske, arrogante rigmandssnob, det lover jeg. Han er virkelig sød. Han var faret vild en dag, ude i skoven, så jeg hjalp ham tilbage til grænsen, og vi klikkede bare. Siden da har vi set hinanden et par gange, men det er svært, for der er helst ikke nogen, der skal opdage noget, for jeg kan virkelig godt lide ham, Atlas. Også selvom, han er derover fra."
|
|
|
Post by Atlas Athanasios on Jun 5, 2016 19:00:28 GMT
Atlas kløede sig på sin skulder. Han havde fået et myggestik, hvilket var afsindig irriterende. Som regel plejede han at spise nogle appelsiner, for så holdt de flyvende insekter sig væk, men det havde han glemt, og så havde de simpelthen ædt ham. På hans skinneben var der også to store, røde pletter, som man let kunne regne sig frem til var pulserende myggestik. "Selvfølgelig savnede hun mig." Grinede han til sin bedste veninde. Hans latter var klokkeklar og oprigtig, sådan, som den altid var. "Selvom Atlas ikke var én af de sødeste titaner." Han sendte Irys et stort, varmt smil, da hun drejede sig om på siden, så de kunne ligge og kigge på hinanden. Der var tit nogen, som troede, at de var et par, men det var ikke tilfældet. Det ville faktisk aldrig blive tilfældet, for de var bedste venner, og Atlas var afsindig glad for altid at have hende ved sin side. Derudover havde han også et godt øje til en anden .. han blev næsten hel blød i knæene bare af at tænke på hendes eklatante ansigt. Idyllen var jo også et romantisk sted. Sådan så Atlas i hvert fald på det. Han var vel forelsket i stedet. Dets farverige rammer. Friheden, som blæste gennem blomsterne og bølgerne. Det var der intet, som kunne erstatte. Ikke en eneste følelse. "Jeg er jo lidt af en charmør." Jokede han, og blinkede grinende til hende. Det kaldte folk ham tit - specielt hans mor - så det havde han ligesom bare suget til sig. Han havde da absolut intet imod at være charmerende. Det lå jo næsten i hans natur. "Jeg blev måske lidt for subjektiv, eller hvad?" Jokede han tilbage. Han lod andægtig sin ene hånd glide henover det blankpolerede træ, som de lå på. Det var virkelig en dejlig båd, som de havde skruet sammen. Han overvejede lidt at vise den til Rhea, som jo var bådebygger .. eller, hun malede i hvert fald på dem. Det ville da være en god overraskelse, ikke? At vise hende en båd, som han selv havde været med til at lave. Eller, måske skulle han også bare tage hende med til stranden? Han ville gerne prøve at være lidt romantisk - gøre hende imponeret. Mere fik han dog ikke tænkt over det, for så brød Irys ud i overvejende snak. "Jaeh?" Lød det fra hans mund. "Du ved, at du kan stole på mig, Iry. Og selvfølgelig bliver jeg ikke sur på dig. Jeg bliver aldrig sur på dig." Svarede han, mens han slog over i et mere alvorligt tonefaldt, for han kunne fornemme Irys inderlighed. Han kunne dog ikke lade være med at måbe, da han hørte hendes ord. Jo mere hun sagde, jo mere målløs blev han. Var hun forelsket i én fra Hotellet? Hvad? Hvorfor? Som regel var han ikke fordomsfuld, kun med Hotellet. Ingen derover fortjente en pige som Irys. "Er du sikker på, at han ikke bare manipulere med dig, Irys?" Spurgte han med en panderynken, opmærksomt. "Jeg vil altid støtte dig, det håber jeg du ved, men hvad nu hvis han bare .. leger med dig?" Blev han ved, indtrængende. Han hadede dem derover fra, nok mest pga., at hans far, og Irys måtte ikke forelske sig i én af dem! Det var måske selvcentreret, men han ville virkelig kun passe på Irys.
|
|