|
Post by Eros Orion Demetrios on Jun 8, 2016 14:59:03 GMT
Eros kiggede olmt ind i spejlet, der hang over hans lille, sølle seng. Madrassen var slidt og tynd, hvilket medførte, at han tit fik rygsmerter. Eller, han prøvede at bilde sig selv ind, at han havde rygsmerter, selvom det ikke lige var tilfældet. Han havde bare brug for nogle dårlige ting ved Idyllen, som han kunne vælte sin vrede over på. Irriteret hev han fandt i sine skjortes krave - prøvede arrigt at rive den af stoffet. Det lykkes selvfølgelig ikke. Frustreret sparkede han ind i trævæggen. Hvis hans forældre havde været hjemme, ville de straks have været løbet op til ham, men de var heldigvis på arbejde og hans bror var nede og surfe, som han altid var. Han kunne ikke holde ud at sidde i det mørke hus, som irriterede ham afsindigt, derfor valgte han at rende udenfor. Lige så snart, at solstrålerne ramte hans solbrændte, røde arme, skyllede facaden indover hans ansigt. Hans arrige, hadske rynker blev erstattet af et smilende, letsindigt ansigt. Han hoppede over en mosbegroet sten og nikkede venligt til nabofruen, som kom bærende på et par flotte, detaljerede kurve, som hun selv havde flettet. På ingen tid - et minut eller to - var han på Markedspladsen. Han kunne godt lide, at bo i nærheden af centrum, selvom hans bror tit brokkede sig over, at de ikke boede med havet som baghave. Det var der åbenbart mange af hans surferdudes kammerater, der gjorde. Eros var egentlig også ret ligeglad. Han syntes, at Pontus var et rigtigt røvhul lige for tiden. Det syntes han egentligt, at alle var. En ustabil frugtbod stod og svajede i den lette vind, der var den morgen. Der var både appelsiner, vindruer, melon, mango, papaya og meget andet, som lå og så fristende ud. Det var også tit, at kunderne angreb boden. Lige nu var der dog lidt stille omkring den, hvilket fik betjeneren, der også var ejeren, til at bemærke Eros. "Halløj, knægt." Hilste han, smilende som et lys. "Vil du ikke have en appelsin?"Det var et retorisk spørgsmål, for i samme øjeblik kastede han en af solnedgangsorange og saftige appelsiner lige i favnen på Eros, som egentlig ville have takket nej. Alligevel endte det med, at han sendte et taknemligt smil efter ejeren, selvom han slet ikke havde lyst til frugten. Derfor fortsatte han hurtigt hen til springvandet. Diskret og afslappet satte han sig på kanten, og lod frugten dumpe ned i det krystalklare vand. Som om, at han gad spise sådan en ulækker, bitter frugt. Måske skulle han bare være blevet indendøre, hvor han i det mindste kunne vise sine arrige rynker.
|
|
|
Post by Atlas Athanasios on Jun 9, 2016 13:56:56 GMT
Med sit sædvanlige, lysende ansigt, plukkede Atlas øvet og blidt frugterne, som tyngede grenene i hans mors plantage til jorden. Der var alverdens skinnende, saftige frugter, der skulle plukkes og sælges, så resten af Idyllen kunne nyde smagen. Der var jo ingen tvivl om, at Sios' Plantage, var den bedste og mest pålidelige frugtplantage. Den solskinsrige dag, var det kun ham, der rendte rundt blandt de mørkegrønne blade, da de andre havde fri. Han havde dog fået lyst til at plukke lidt her og der. Det fik ham til at slappe af, og samtidig tid til at tænke, hvilket han fandt nødvendigt. Det var nemlig sådan, at han havde en fornemmelse af, at han var .. forelsket. Og selv om det lød en smule skræmmende, så kunne han virkelig godt lide det. Det var også den faktor, der gjorde, at hans humør var steget endnu mere - hvis det overhovedet var muligt - end det plejede, hvilket i sig selv var en stor bedrift. Han nynnede en lille melodi, som han kunne spille på én af sine venners guitar. Det fik ham til at smile endnu mere, som han tørrede en svedperle af sin solbrændte, brune pande. Han var ved at blive en smule øm i armene, så han besluttede sig for at stoppe lidt - rende over til Markedspladsen, hvor han kunne leverer de friskplukkede frugter. Ivrigt tog han den store, solide og smukke kurv i hånden, som Irys - hans bedste veninde - havde flettet. Der var både appelsiner, citroner og vindruer i den, som nærmest fik Atlas egne, kridhvide tænder til at løbe i vand. Han passerede deres store træhytte, nogle træer, lidt sand og så var han egentlig allerede på den travle, men hyggelige, Markedsplads. Uden videre tøven gik han over til sin papfar, der stod i boden, som allerede havde en del lækre frugter til salg. De udvekslede et par venskabelige jokes, inden Atlas strøg videre. Han ville smutte ned til stranden, måske mødes med Irys eller Rhea. Da han passerede det graciøse springvand, som han altid havde haft en svaghed for, blev hans nøddebrune øjne dog store, da han så, at en lyshåret skikkelse bare smed en helt frisk appelsin i vandet. Hvem gjorde det sådan noget? Da han kiggede ekstra efter, så han, at det var hans kollega, Eros, som også arbejde på plantagen. "Hvad har appelsinen dog gjort dig?" Spurgte han, og fiskede appelsinen op ad vandet. "Den er jo helt frisk." Han tørrede appelsinen af i sin t-shirt, som i forvejen var ret beskidt. Den kunne sagtens spises, det var kun skralden, der var blevet våd, men han var stadigvæk forarget .. hvorfor gjorde den unge dreng sådan noget? Han plejede altid at være i rigtig godt humør, når Atlas så ham i plantagen.
|
|