Wade Boydell
Hotellet
Hotellet 18 år Amerikansk Model Gastronomi studerende
Posts: 8
|
Post by Wade Boydell on Sept 21, 2015 17:50:45 GMT
"Kom tilbage om en time." Instruerede Wade sin chauffør. "Jeg vil lige gå mig en tur. Min hjerne har brug for noget luft."Chaufføren nikkede forstående. Så smækkede Wade døren i, og lod sine øjne følge limousinen, der kørte tilbage til Boydells penthouse. Det var lang tid siden, at han ikke befandt sig i centrum af en forurenet by, så det var med et lettet suk, at han indsnusede det nærmeste, han kom på rigtig natur. Ganske vidst lå de høje huse ikke længere end tyve meter væk fra ham, men det var bedre end centrum af det hele. Han elskede Hotellet, det gjorde han virkelig, men nogen gange havde han bare brug for et pustrum. Han havde brug for at få lettet byrden lidt af sine skuldre. Og så havde han brug for at se Irys igen. Han savnede hende så forfærdelig meget. Han savnede at holde om hende, han savnede hendes læber, hendes mørke, glatte hår, hendes blændene øjne og det fantastiske smil, der fik alt til at briste inde i ham, fordi det var så fandens smukt og dejligt. Hun gjorde bare noget ved ham, den pige, men de kunne kun mødes sjældent. Det var jo utilgiveligt at have følelser for en fra Idyllen. Ovre i det idylliske var det sikkert heller ikke helt godt, at kunne lide en fra Hotellet. Hun ville nok ikke have mange venner tilbage, hvis der var nogen, som fandt ud af noget og han ville ikke dræbe hendes sociale liv. Han ville bare have hende. Han stak hænderne i sine to jakkelommer. Han havde en sort jakke på, for det var ikke just varmt den dag. Det var overskyet og blæste, hvilket gjorde det ret så køligt. Det var ikke tit, at det var koldt på Elysium. Det var nok også tyve grader, eller måske lidt over, men blæsten gjorde bare det hele meget koldere. Det var lidt en skam, men han overlevede nok. Faktisk, så skulle han slet ikke klage over noget som helst. Han skulle mødes med Irys. Det reddede hele hans dag, hele måneden. Hun kunne redde ham fra alt, det kunne hun virkelig. Han kørte en hånd gennem hans blonde, lidt krøllede hår, så det sad ordentligt. Det skulle sidde ordentligt, når Irys ville stå foran ham. Det skulle dog heller ikke side alt for godt, så han lignede en mega overklasse type. Det var han, men sådan følte han det ikke, når han var i selskab med den mørkhårede pige. Så følte han sig som en helt normal teenager, der bare virkelig godt kunne lide denne her pige. Hun drev ham skør, men det var noget han nød.
|
|
|
Post by Irys Kyriakos on Feb 26, 2016 16:40:36 GMT
Irys hoppede over en træstamme, der førte hende tættere på Magnolia Strædet, tættere på Wade. Det var overskyet den dag, en sjældenhed på Elysium, men det var stadig lunt i luften, så hun var klædt i en enkelt, lilla t-shirt og et par lårkorte shorts. Hendes mørke, glatte hår, som alle komplimenterede, faldt løst ned over t-shirten, og af vaner kørte hun en hængende tot om bag sit øre. Som hun nærmede sig strædet begyndte sommerfuglene automatisk at flyve ivrigt rundt i hendes mave, da hun havde glædet sig så meget til at se Wade igen. Det var helt og aldeles forbudt at forelske sig i én for Hotellet, men hun havde aldrig kunnet undertrykke det. I starten havde hun prøvet det, men uden held, for hun holdt virkelig meget af ham, desværre kunne de ikke ses særlig tit, da han var travlt optaget af Hotellets pressede hverdag, og det skulle helst holdes skjult, at de så hinanden. Endelig nåede hun strædet, og da hun så Wade, der gik rundt i en sort, flot jakke, sprang hendes hjerte lige et slag over. Han så virkelig godt ud. Med et kæmpe smil på sine røde læber løb hun ind i favnene på ham, og krammede ham som en gal. "Wade!" Udbrød hun, og duftede til hans blonde går. "Jeg har virkelig, virkelig savnet dig." Blev hun ved, og turde slet ikke give slip på ham i frygt for, at han ville gå igen, hvilket hun slet ikke ville risikere. Hun havde, for ikke særlig mange år tilbage, mistet sin mor og bror, så en af hendes største svagheder var vel nok, at hun var bange for at give slip og miste det vedkommende, som hun holdt så meget af, for sidste gang, hun havde gjort det, var de døde. Det var måske en lidt melodramatisk frygt, men hun kunne ikke slippe af med den. Dog var hun også ovenud lykkelig for at stå i armene på Wade. Det havde hun efterhånden længdes efter i alt for langt tid.
|
|
Wade Boydell
Hotellet
Hotellet 18 år Amerikansk Model Gastronomi studerende
Posts: 8
|
Post by Wade Boydell on Feb 26, 2016 17:51:15 GMT
Wade gik utålmodigt og ventede på pigen, der havde stjålet hans hjerte. Spændt af forventning lod han sin ene hånd stryge gennem sine krøller, der efterhånden var blevet ret store. Da han var mindre havde han haft langt glattere hår, men han kunne godt lide krøllerne. Så var der ligesom lidt reviderende spil i hans hår. Pludselig hørte han hende. Han hørte Irys. Han lod sine lysebrune øjne kigge op fra den grønne sti, da hun stormede ind i armene på ham. Instinktivt lod han sine hænder glide rundt om hende, - den ene fandt vej op til hendes brune, duftende hår, der mindede ham og lykke og kærlighed. "Jeg har virkelig også savnet dig, Irys." Svarede han hende tilbage. Han lod sine øjne betragtede hendes ansigt fra nært syn, og hver gang han så hende blev han overrasket over, hvor smuk hun var. "Du er smuk." Røg det ud af ham, for det blev han bare nødt til at sige, for hun var virkelig smuk. Fandens smuk. Og det var ikke sådan en fake skønhed, som hun satte op med make-up, som de fleste piger gjorde i Hotellet, nej, hun var bare naturligt smuk. Betaget af hende, - af hendes, øjne, hud, næse, hår mund - lod han sin hånd kører en tot af hendes hår om bag hendes ører, og sendte hende et af hans største, mest oprigtige smil, han nogensinde havde vist til verdenen. Hun gjorde ham til en bedre person, til noget specielt, og så kunne han ikke længere holde sig tilbage. Det sugede i hans mave og hun gjorde ham ør i hovedet, så han placerede et forsigtigt kys på hendes læber, og straks blev han endnu mere forelsket i hendes, hvis det var muligt. Han havde kun kysset tre andre piger, men det havde aldrig føltes lige så godt og rigtigt, som med Irys. Derfor placerede han endnu et kys på hendes læber, denne gang med lidt mere følelse og passion, for hun fik ham i sandhed til at føle. Føle mere end han havde troet var muligt.
|
|
|
Post by Irys Kyriakos on Jun 5, 2016 12:42:51 GMT
Irys klamrede sig nærmest til hans betryggende skikkelse, og kunne ikke lade være med at smile, da hun mærkede hans hånd i hendes hår. Sommerfuglene fløj energisk rundt i hendes lille mave, og fik hende til at føle det som om, at hun befandt sig i en lykkelig ekstase. Det gjorde hun vel også, når hun endelig var sammen med Wade. Hver aften, når mørket omsluttede Irys, drømte hun altid om, at Wade en skønne dag ville flytte til Idyllen, så de kunne være sammen hele tiden - hver dag, hver minut - men det ville aldrig nogensinde blive en mulighed, det vidste hun godt. Han var jo søn af finansmanden Boydell. "Wade." Mumlede hun bare. Det føltes godt at sige hans navn. Hun kiggede op på ham, ind i hans dybe øjne, og kunne ikke holde et smil tilbage. Hun kyssede ham på hans fregnede kind, da han sagde, at hun var smuk. De ord fik hende til at smelte. Hvordan kunne en person - et individ - have sådan en effekt på hende? Hun havde haft noget med en dreng fra Idyllen, men når hun kiggede tilbage på det, havde det bare virket så overfladisk. I hvert fald i forhold til Wade og hende. Hun var måske og blændet af kærligheden, men det var hun ikke bevidst om. Hun kørte en hånd gennem hans krøller, som hun syntes var så søde. Selvom det lød kliché, så følte hun sig hel, når hun stod i armene på ham. Hun følte, at hendes mor og bror havde sendt ham til hende, for at erstatte savn med lykke. Alle tanker blev dog slået ud ad hendes filosoferende hoved, da hun mærkede hans læber mod hendes. Hun holdte med nød og næppe et støn inde. Da han kyssede hende igen, kyssede hun ivrigt tilbage. Det var som om, at længslen bristede i brystet på hende. Hun lagde sin hånd om i nakken på ham, og begyndte ubevidst at nusse den samtidig med, at hun lagde sin anden hånd på hans brystkasse. Hendes læber var passionerede og blide - og ude af stand til at stoppe. Hun ville kysse Wade forevigt.
|
|